Visdomstænder

VISDOMSTÆNDER

Visdomstænderne er færdigdannede flere år senere end vores andre blivende tænder, nemlig først omkring 20-års alderen. Man får normalt 4 visdomstænder eller 8ere, som de også kaldes. Ofte er der ikke plads til, at visdomstænderne kan bryde normalt frem, som de bagerste tænder i tandrækken. De kan derfor blive fastlåst i deres frembrud og blive placeret i uheldige positioner, hvilket tit giver anledning til behandlingskrævende problemer. Derfor er det altid en god ide, at man hos tandlægen ved hjælp af røntgenbilleder får kontrolleret visdomstændernes frembrudsretning og placering.

Visdomstænderne kan være placeret helt omgivet af knoglen, hvilket normalt ikke giver anledning til problemer. Dog skal det ved hjælp af røntgenbilleder kontrolleres, at der ikke udvikles cyster omkring visdomstænderne eller skader på de foransiddende tænder.

Visdomstænderne kan også være placeret delvist omgivet af knogle, men stadig under og dækket af den beskyttende slimhinde. Denne placering giver normalt heller ikke anledning til problemer.

Visdomstænderne kan også være delvist frembrudte. Det vil sige, at de har kontakt med mundhulens bakterier. Derfor kan der opstå betændelse i tandkødet omkring tanden. Det viser sig ved smerte, rødme, hævelse, dårlig smag og problemer med at åbne munden helt. Denne betændelse kan vi godt behandle, men hvis betændelsen kommer igen, anbefaler vi at tanden fjernes.

Visdomstændernes uheldige placering kan også forårsage, at der udvikles parodontose mellem visdomstanden og den foran siddende tand. Desuden kan der udvikles caries, altså hul i visdomstanden eller på bagsiden af den foran siddende tand. Også i disse situationer anbefaler vi at fjerne visdomstanden.

Overordnet anbefaler vi, at visdomstænder fjernes når:

– der ses tilbagevendende betændelsestilstande omkring dem.
– der er caries i dem eller den foran siddende tand.
– der er opstået parodontitis i området.
– der er mistanke om, at de ødelægger roden på den foran siddende tand.
– der er mistanke om en cyste i relation til den.

Når en visdomstand skal fjernes skal den næsten altid opereres ud.

Først danner tandlægen sig et overblik over sværhedsgraden af operationen, samt eventuelle komplikationer. Her er det bydende nødvendigt med et godt røntgenbillede og ofte også et panorama røntgenbillede eller CBCT scanning.

Dernæst lokalbedøves området, således at operationen kan foregå uden smerter. Der lægges et lille snit i slimhinden, og ofte er det nødvendigt at fjerne mindre mængder knogle for at få mulighed for at dele tanden, således at den kan fjernes så skånsomt som muligt. Når hele tanden er fjernet, rengøres operationsområdet og syes sammen igen. En uge senere fjernes stingene. I denne uge skylles munden i 0,2% Klorhexidin.

I dagene efter operationen har de fleste patienter ubehag fra området. Vi anbefaler, ud over Klorhexidinskylninger morgen og aften, også smertestillende piller efter behov. Det er vigtigt at tage smertestillende medicin før det begynder at gøre ondt. Vær forberedt på nedsat gabeevne og at kinden hæver lidt op, samt at der kan komme et blåt mærke på huden i dagene efter operationen.

HUSK AT RYGNING 14 DAGE OP TIL OG 14 DAGE EFTER EN OPERATION MARKANT FORØGER RISIKOEN FOR KOMPLIKATIONER OG SMERTER.

Hvis uheldet skulle være ude og der kommer betændelse i området, vil det give dårlig smag i munden, samt dunkende og stærke smerter. Evt. vil der også kunne udvikles feber og almen utilpashed. I så tilfælde skal vi kontaktes hurtigst muligt til efterbehandling, eventuelt inkluderende en antibiotika kur.